Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre hos os

Forældresamarbejde

Det er ikke kun børnene, der skal være glade og trygge i Lumix Nord– det skal I forældre også, for det er en tillidsøvelse at aflevere sit barn i børnehave. I afleverer jeres barn hos os, og derfor mener vi, at I skal være trygge ved at samarbejde med, og aflevere jeres barn hos os.

Vi vil give jeres barn de bedste rammer for at få en tryg, udviklende, lærerig og sjov tid, mens det er Lumix Nord barn her hos os. Men det kan vi kun gøre, hvis vi har et godt samarbejde med jer forældre. Udgangspunktet for det gode samarbejde er altid jeres barns trivsel og udvikling, og tillid og tryghed er nøgleord for os. Vi vil rigtig gerne have en åben dialog, for vores erfaring er, at det er grundlaget for et godt og tæt samarbejde.

Der er altid god mulighed for en lille snak om jeres barn, enten når I afleverer eller henter, men meget af vores kommunikation foregår også på Aula, vores forældreintra. Aula er et rigtig godt redskab til praktiske oplysninger – begge veje – men det skal ikke erstatte den daglige dialog.

Forældresamtaler

I løbet af den tid jeres barn er i Lumix Nord, vil I blive inviteret til en række faste samtaler. Vi vil gerne lære både jeres barn og jer at kende, så vi kan gøre den første tid så tryg som mulig.  Det bruger vi den første tid under indkøringen til. Efter 3-6 måneder holder vi en opfølgende samtale, hvor vi snakker om, hvordan den første tid er gået, og om der er noget, vi skal være opmærksomme på fremover.

De øvrige faste samtaler er i forbindelse med overgang til børnehave og til skole. I det daglige gør vi meget for at forberede børnene på både skift til børnehave og fritidsordning/skole, men et godt samarbejde mellem os og jer gør overgangen nemmere for jeres barn, og det er derfor vigtigt, at vi har en mere dybdegående snak i forbindelse med disse overgange.

Forældremøde

Vi holder et forældremøde årligt. Det finder altid sted i efteråret. På forældremødet fortæller vi lidt om, hvordan hverdagen ser ud – både på de mere overordnede linjer og i hver enkelt afdeling. Nogle gange har vi også eksterne oplægsholdere – det har vi gode erfaringer med, for det giver et godt fundament for det gode forældresamarbejde. Til forældremødet afholdes valg til forældrerådet.

Forældreråd

Forældrerådet består af en forældrerepræsentant og en suppleant fra hver afdeling. Forældrerådet har indflydelse på børnenes hverdag i institutionen. Det er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om her i Lumix Nord. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på enhedens dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrebestyrelse

Vi er i Lumix Nord organiseret i en selvejende klynge, som er bestående af fem andre 0-6 års institutioner og et fritidscenter for børn i alderen 10-18år. Klyngen har udover vores eget forældreråd og en fælles bestyrelse. Bestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen. Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.